29 aug 2018

Stærke personer fra Grønlands erhvervsliv og uddannelsessektor vil arbejde for unges iværksætterlyst

Til en pressebriefing den 28. august blev 13 bestyrelsesmedlemmer i Fonden for Entreprenørskab – Kalaallit Nunaat offentliggjort. Den nye bestyrelse, som består af personer fra Grønlands erhvervsliv og uddannelsessektor, vil arbejde på at integrere entreprenørskab og iværksætteri i det grønlandske uddannelsessystem og dermed ruste grønlandske børn og unge til fremtidens arbejdsmarked.

Sidste år udkom rapporten Nordic Entrepreneurship Islands som viste at undervisning i entreprenørskab og iværksætteri nærmest ikke eksisterer i Grønland. Selvstyret etablerede derfor et samarbejde med Fonden for Entreprenørskab i målet mod at udbrede og forankre entreprenørskabsundervisning i de grønlandske skoler og uddannelser.

I går kunne Fonden for Entreprenørskab – Kalaallit Nunaat afholde sit første bestyrelsesmøde og til en efterfølgende pressebriefing blev den nye bestyrelse offentliggjort.

 

Entreprenørskabsundervisning vil gavne Grønlands vækst
- Jeg glæder mig til at få sat fokus på entreprenørskab og innovation i uddannelsesverdenen. Entreprenørskabsundervisning er med at vise eleverne, at der er mange veje at gå, og at man godt kan forfølge sin gode idé og ikke nødvendigvis behøver at arbejde i ”traditionelle” jobs. Samarbejdet mellem uddannelsesverdenen og erhvervslivet vil give skolerne og lærerne flere og bedre værktøjer til dette vigtige arbejde, siger Birthe Møller Therkildsen, formand for lærernes fagforening, IMAK, og bestyrelsesmedlem i Fonden for Entreprenørskab – Kalaallit Nunaat.

Den nye bestyrelse i Fonden for Entreprenørskab – Kalaallit Nunaat består af 12 personer fra det grønlandske erhvervsliv og uddannelsessektor. Sammen skal de være med til at præge dagsordenen i Grønland og sikre at børn og unge allerede i uddannelsessystemet rustes til fremtidens arbejdsmarked.

- Hvis Grønland skal klare sig selv økonomisk, skal den økonomiske vækst drives af en meget større privat erhvervssektor end i dag. Men det kræver, at langt flere tør skabe deres egen virksomhed. Med entreprenørskabsundervisning i uddannelsessektoren vil flere unge måske få modet og selvtilliden til at skabe deres egen virksomhed, og dermed blive en vigtig del af Grønlands fremtid, siger Brian Buus Pedersen, direktør i Grønlands Erhverv. 

 

Bestyrelse nøje udvalgt
Fonden for Entreprenørskab – Kalaallit Nunaat blev etableret sidste år, og siden har det nationale sekretariat i Danmark arbejdet på at få sammensat en bestyrelse, der kan løfte opgaven.

- Fondens nye bestyrelse er nøje komponeret for at sikre, at vi får en bestyrelse, der kan stå for udbredelsen af entreprenørskabsundervisning i de grønlandske skoler og uddannelser. Medlemmerne er udvalgt på baggrund af faglige kompetencer fra undervisningsverden og erhvervslivet, men vi har også forsøgt at sammensætte en ligevægtig bestyrelse i forhold til geografi og køn. Jeg ser frem til samarbejdet, lyder det fra Christian Vintergaard, adm. direktør i Fonden for Entreprenørskab.

 

Den nye bestyrelse består af:

Brian Buus Pedersen, Grønlands Erhverv
Anette Lings, Hotel Sisimiut
Julia Pars, Visit Greenland
Mikael Thinghuus, Royal Greenland
Thomas Tyt Mogensen, BankNordik
Sarah Rødgaard, skoleinspektør i Qaqortoq
Christian Wenneke, Greenland Business
Juliane Henningsen, Arctic Circle Business
Marie Fleischer, Mittarfeqarfiit/Grønlands Lufthavne
Gitte Adler Reimer, (næstformand) Grønlands Universitet
Jakob Nitter Sørensen, (formand) Air Greenland
Birthe Møller Therkildsen, IMAK/Lærernes Fagforening i Grønland
Christian Vintergaard, Fonden for Entreprenørskab

 

Om Fonden for Entreprenørskab – Kalaallit Nunaat
I 2017 etablerede Selvstyret i Grønland et samarbejde med den danske fond, Fonden for Entreprenørskab, i målet mod at få innovation og entreprenørskab ind i uddannelser og skoler.

Fonden for Entreprenørskab består af 8 regioner med egne bestyrelser, og i 2017 blev et sekretariat oprettet i Grønland og Julie Rademacher blev udpeget til regionsleder.

Fonden for Entreprenørskab – Kalaallit Nunaat har til formål at udbrede og forankre entreprenørskabsundervisning i de grønlandske skoler og uddannelser.

Den 28. august blev Fonden for Entreprenørskab – Kalaallit Nunaats bestyrelse offentliggjort til en pressebriefing.

Læs mere her: http://gronland.ffe-ye.dk/ eller http://ffe-ye.dk 

 

For yderligere information

Christian Vintergaard, adm. direktør i Fonden for Entreprenørskab tlf. +45 2875 4191 eller e-mail christian@ffe-ye.dk

Birthe Møller Therkildsen, formand for lærernes fagforening, IMAK 54 33 39 eller e-mail bth@imak.gl

Brian Buus Pedersen, direktør Grønlands Erhverv, tlf. 36 37 10 eller e-mail pedersen@ga.gl